Studentermedhjælper med tiltrædelse snarest muligt.
Som vores nye studentermedhjælper får du lov til at assistere i udviklingen af vores virksomhed. Du kommer til at bidrage til virksomhedens digitale omstilling, hvor en række processer skal automatiseres. Du får muligheden for at være med til at skabe noget nyt og spændende samt videreudvikle på allerede eksisterende robotter i virksomheden.
Dine opgaver
Du vil indgå i vores digitaliseringsteam af 2 andre studentermedhjælpere og en fuldtidsansat hvor opgaverne fordeles mellem jer, ud fra jeres individuelle kompetencer. I vil både arbejde som team og individuelt på opgaverne alt efter hvad der kræves. Som en del af digitaliseringsteamet bliver du medansvarlig for at forme både opgaver og løsninger.
Opgaverne spænder bredt fra automatiseringer af simple arbejdsopgaver, til større integrationer på tværs af hele virksomheden. Du vil komme til at arbejde tæt sammen med revisorerne for at forstå deres arbejdsgang og omsætte deres problemstillinger til digitale løsninger.
Igennem udvikling af de digitale løsninger kommer du til at arbejde med API’er, herunder REST-API’er, scripting, systemudvikling samt strukturering og systematisering af data.
Forventninger til dig
Vi forestiller os, at du er i gang med en bacheloruddannelse i f.eks. datalogi, datavidenskab, datamatiker, softwareudvikler eller lignende. Da du skal indgå i et team, vil det være helt i orden, at du er på første del af din uddannelse.
Du vil hovedsageligt komme til at programmere i Python, VB.NET/C# og UiPath, men dybdegående kendskab hertil er ikke et krav. Du har kendskab til versionskontrol og brug af Git.
Du er fleksibel og pålidelig og tør selvstændigt tage ansvar for opgaverne. Du er desuden udadvendt og proaktiv i forhold til at se nye optimeringsmuligheder og arbejdsopgaver. Du skal have lyst til at indgå i dialogen med dine kolleger i forhold til nye digitale løsninger samt hjælpe med at strukturere data så automatisering er muligt.
Kovsted & Skovgård tilbyder
En unik mulighed for at give din karriereudvikling et spark ind i fremtiden. Du bliver ansat i et moderne statsautoriseret revisionsfirma, der sætter faglig kvalitet og forretningsmæssig vækst i højsædet. Vi sætter en ære i at yde vores kunder værdiskabende revision og mere rådgivning.
Vores dynamiske kollegateam har et højt fagligt niveau, men en uhøjtidelig omgangstone. Du får gode personaleforhold, gode fysiske rammer i et nybygget kontor i Risskov og et arbejdsmiljø, der præges af samarbejde og fleksibilitet overfor medarbejderne. Der er mulighed for fleksibel frokostordning de dage du arbejder.
Ansættelse og ansøgning
Arbejdet foregår primært på vores kontor i Risskov. Dine arbejdstider tilrettelægges sammen med de øvrige medarbejdere i teamet og med fokus på dit undervisningsskema. Vi er opmærksomme på, at det kan variere fra tid til anden, hvor mange timer man som studentermedhjælper kan lægge i sit arbejde ved siden af studierne. Vi ser dog alligevel gerne, at du i din ansøgning skriver, hvor mange timer ugentligt, du i gennemsnit er interesseret i at arbejde.
Ønsker du at vide mere om jobbet som studentermedhjælper, er du velkommen til at kontakte statsautoriseret revisor, Karen Kragesand Thomsen på tlf. 29 81 52 10.
Skriftlig ansøgning bedes sendes på mail til: kkt@kovsted.dk
Alle henvendelser behandles fortroligt.