Redaktionsslutdato: 9. juli 2019
Så fik vi en rød regering, der vil være så grøn, at verdens øvrige regeringsledere bliver gule af misundelse.
Det burde for så vidt ikke være en vanskelig opgave, for stort set hele den danske befolkning synes at være enige om, at noget må gøres. Spørgsmålet er blot hvornår, hvordan og hvor meget – så måske er det alligevel ikke en helt let opgave.
Alene det at få styr på fakta er en udfordring. Som alt andet politisk stof
synes også klimainformationerne ofte at være brudstykker af den større sammenhæng, og derfor får budskaberne politisk slagside. Det er der faktisk også en del forskere, der påpeger, men de får begrænset taletid i medierne, der åbenbart bedst kan håndtere unuancerede onelinere.
Netop den manglende helhed og forskellige indgangsvinkler bør give anledning til overvejelser. Politiske partier i Danmark har kæmpet om målsætninger om flest mulige elbiler i 2030.
I den debat har man fuldstændig ignoreret, at elbiler altså ikke er energineutrale. De skal lades op med el, el skal produceres, og det belaster miljøet. Nok producerer vindmøller miljøvenlig strøm, når det blæser, men produktionen og vedligeholdelsen af vindmøller belaster faktisk miljøet ganske betragteligt.
I avisen kunne man også for nylig læse, at en tysk undersøgelse viser, at en moderne dieselbil belaster miljøet mindre end en elbil, hvis man indregner alle elementer i kæden, herunder især produktionen og tilintetgørelsen af batteriet. Men kan man mon stole på den fremstilling?
Vi mangler en samlet plan, hvor alle elementer er indregnet, og som giver et overblik over, hvor indsatserne har størst effekt.
Som man kan læse om længere inde i Facit, skal større virksomheder redegøre for deres planer og politikker på miljøområdet, og opfordringen herfra må være, at virksomhedens ledelse sparer på flosklerne og i stedet fortæller loyalt om hele billedet, de konkrete tiltag, og hvorfor prioriteringen er, som den er.
God fornøjelse med læsningen.