Lad os med det samme slå fast: Vi er her i Facit ikke fagøkonomer, vi er ikke politikere – men vi har som revisorer dog en uddannelse, der i stort omfang handler om økonomi og økonomiske sammenhænge.
Denne viden bruger vi dels i vores daglige arbejde med revision og lignende ydelser, dels som grundlag for at rådgive vores kunder i disses hverdag som erhvervsdrivende og/eller ledere af erhvervsvirksomheder.
I denne artikel samler vi op på nogle af de forhold, vi ofte mødes med i hverdagen, og som ikke mindst føder mange tanker og debatter om situationen i det samfund, vi alle tager del i.
Negative renter i pengeinstitutterne
Der er megen debat om pengeinstitutternes stadige stramninger af vilkårene for indlån. For ganske få år siden ville de fleste have grinet højlydt, hvis begrebet ”negative renter” blev bragt på bane.
Helt simpelt er det den overordnede (og delvis politiske) styring af finanserne, der via europæiske og andre centralbanker, herunder den lokale nationalbank, der sætter rammerne for denne problemstilling. Nationalbanken kræver penge (renter) af de indskud, pengeinstitutterne har i nationalbanken, som (lidt forenklet) forvalter den overskydende likviditet i samfundet.
”Negative renter” er egentlig et tåbeligt begreb, men i bund og grund betaler vi blot renter af vores egne penge i stedet for at få renter af dem, som vi har været vant til. Pengeinstitutterne har masser af likviditet, og regningen fra nationalbanken (renterne af indeståendet) sendes videre til kunderne i den næste række.
Dette har rejst en del debat over hækken, og det har – kortvarigt – været et politisk emne. Det lader dog til, at politikerne har fået et vink med en vognstang om, at de ikke skal fastlægge bankernes rente- og gebyrpolitik ud over styringen fra nationalbanken. Det kan der menes meget om, og i vores tilstand som upolitiske skribenter henlægger vi straks denne del af debatten.
Der har været gjort utallige tiltag for at smyge sig uden om at skulle betale renter af sine egne penge. Det er forsøgt at sprede midlerne over flere pengeinstitutter, men den version kan pengeinstitutterne selv håndtere, eksempelvis ved at stille krav om NemKonto.
Andre har angiveligt hævet alt indestående over den bagatelgrænse, der trods alt eksisterer. Vi er tilbage ved gamle tiders metode, hvor man gemte pengene i madrassen. Af åbenlyse grunde er denne metode ikke specielt anbefalelsesværdig.
Herudover har nogle valgt at lade likviderne arbejde på en anden måde ved at investere i aktiver, hvor der håbes på et bedre afkast. Den slags investeringer indebærer altid – på trods af det glittede papir – også en risiko, men den er det åbenbart nemmere at leve med end at skulle betale en halv procent om året i renter af sit indestående. Inflationen rører på sig for tiden, og dette forhold medfører alt andet lige, at ens likvider som byttemiddel bliver mindre og mindre værd.
Renteniveauets indflydelse
I begyndelsen af 1980’erne var renten på et kreditforeningslån oppe på cirka 22 % (og inflationen cirka det halve). I de seneste par år har den været tæt på 0 % og for visse låntyper endog negativ. Det var muligt at få penge for at låne, hvilket dog i et vist omfang blev udlignet af bidrag til kreditforeningen.
Huskøb finansieres i dag med meget lave rentesatser, og i mange tilfælde kombineres dette med relativt kort løbetid for lånene. Det har nogen tjent en del penge på i årenes løb, men der er en risiko.
Som eksempel køber vi nu en villa til 5 mio. kr. Der kan under forskellige betingelser lånes 4 mio. kr. i kreditforeningen. De lånes til den variable rentesats på 0,5 % og koster således i ren rente 20.000 kr. om året. Hertil kommer så bidrag, men det er en anden boldgade. Lånet skal refinansieres efter 5 år og er naturligvis afdragsfrit.
Hvad nu, siger den forsigtige så, hvad nu hvis renteniveauet stiger til 20 % – så er renteudgiften 400.000 kr. om året. Kan din økonomi klare det? Det kan ikke lade sig gøre, svarer køberen. Det, køberen ikke mener kan lade sig gøre, er ikke manglende sammenhæng i økonomien, men selve satsen.
Det er dog ikke mere mærkeligt, end at renten er ”negativ” … I 1980’erne var kreditforeningsrenten op til 22 %.
Eksemplet er naturligvis ekstremt, men tanken bør være der, når man køber ejendom eller placerer sine midler i andre former for aktiver. For få år siden var renten 5 %, og det svarer til en femdobling af den månedlige rentebetaling. Urealistisk? Nej. Muligt for huskøberen? Tjah.
Boblerne – boliger
I dagspressen kan man læse den ene økonom, vismand, professor og politiker efter den anden udtale sig om overophedning, bobler, kriser, flaskehalse og andet uvæsen.
Tager vi igen fat i murstenene, ser vi i øjeblikket (igen) en himmelflugt i priserne på fast ejendom. Det gælder sommerhuse, det gælder helårshuse – og det gælder såkaldte investeringsejendomme.
Hvis man eksempelvis for to år siden købte et sommerhus for 1 mio. kr., kan man allerede nu måske sælge det til 1,2 mio. kr. En prisstigning på 20 % over to år – det er da noget. Tjah, så har man råd til et dyrere sommerhus – men ak, det kan jo kun blive til et sommerhus med mindre standard og dårligere beliggenhed, for det sommerhus, der for 2 år siden kostede 1,2 mio. kr., er nu steget med 20 % til 1,44 mio. kr. Det nye sommerhus er blevet yderligere 40.000 kr. dyrere, så der er kun råd til at købe et svarende til den standard, man kom fra. Dertil kommer, at der er fosset en ganske anseelig pose penge til ejendomsmægler, låneomkostninger og stempelomkostninger ud af lommen.
Det havde således været billigere at blive boende …
Prisen afhænger af udbud og efterspørgsel, siger man. Om der er et element af fornuft ind over, kan diskuteres. Ejendomsmægleren sætter i stort omfang prisniveauet, og ser vi på sommerhusmarkedet, kan udviklingen gennem de sidste par år (hjulpet godt af bedre lånemuligheder, som man heller ikke bliver rigere af) minde lidt om hamstringsbølgen af rugbrød og toiletpapir i marts 2020.
Risikoen for mange er, at når (hvis?) boblen brister, kan de ikke sælge boligen til en pris, der kan dække belåningen – de bliver teknisk insolvente og stavnsbundne, og det er set før. Endog i nyere tid.
Boblerne – aktiemarkedet
En anden boble kan ses på aktiemarkedet. Kurserne udvikler sig fortsat opad, men sammenligner man selskabernes indre værdi med kursen, skal der være et kæmpe indtjeningspotentiale, der ikke er realiseret endnu, indbygget i selskabets drift. Nogle gange mest som varm luft kan man forestille sig.
Finansierer man ud over sine frie midler med lånoptagning, kan det gå galt. Det ses af og til i de såkaldt gearede investeringer, hvor man låner penge til at købe endnu flere farverige aktier for. Endnu flere aktier, endnu bedre afkast – eller tab.
Hvem sagde eksempelvis Roskilde Bank …
Til sidst
Der er mange konsekvenser af renter og bobler, vi ikke har omtalt nærmere. Man kan tage et kig på sin pensionsordning; hvad er afkastet, hvilken risikoprofil har jeg – og hvad kan det komme til at betyde? Man kan vælge grønne puljer, man kan vælge puljer uden våbenindustri og olieindustri, man kan vælge at spille eller ej. Risikopræmien kan være høj.
Fonde opfylder deres gode og almenvelgørende formål ved hjælp af formuens afkast (formuen i sig selv må der ikke tæres på), og afkast er der ikke meget af for tiden, hvis formuen skal placeres fornuftigt og efter reglerne.
Ja, vi er forsigtige revisorer og rådgivere – men inden man kas-ter sig ud i alt for risikable tiltag, kan det tilrådes at trække vejret dybt og tage en snak med os om fordele og ulemper
– og konsekvenser af forskellige scenarier.
